Husk nu hvad valget handler om – og husk at bruge din stemme

Her i Folketingsvalgkampen har jeg fået mange spørgsmål om, hvad jeg vil gøre for at sikre bedre forhold for de syge. Jeg er blevet spurgt om, hvad jeg vil gøre for at skabe bedre forhold i folkeskolen og i daginstitutionerne. Og jeg er blevet spurgt om, hvad jeg vil gøre ved hjemløseproblematikken i Nuuk.

Jeg tager mig naturligvis tid til at svare på disse spørgsmål fra bekymrede borgere, men jeg påpeger hver gang, at de her ting er noget som vi selv har ansvaret for herhjemme i Inatsisartut og i kommunerne. Disse og andre nære ting styrer vi helt selv, og Folketinget har ikke noget med det at gøre.

I Folketinget kan vi få indflydelse på det internationale samarbejde, på de områder, som vi endnu ikke har hjemtaget og på områder, hvor vi indgår i et samarbejde med staten.

Det betyder eksempelvis, at vi i Folketinget kan arbejde for at sikre os den bedst mulige indflydelse på, hvordan vi bedst kan være med til at bekæmpe de menneskeskabte klimaforandringer. Vi kan arbejde for, at vi herhjemme kan straffe gerningsmænd hårdere end vi gør i dag. Vi kan arbejde for at oplyse danskerne om, hvad det moderne Grønland er for en størrelse, så vi på den måde kan komme en række fordomme til livs. Vi kan med udgangspunkt i København gå i dialog med alle grønlændere i Danmark med henblik på at finde ud af, hvorfor de har valgt at bo i Danmark i stedet for at flytte hjem. Vi kan arbejde for at få indflydelse på al den lovgivning, der vedrører Grønland herunder de årlige finanslove – herigennem kan vi sikre, at staten behandler områder vedrørende Grønland med den fornødne respekt og at man ikke misligholder de områder, som staten har ansvaret for.

Sagt anderledes, så er der masser at tage fat på i Folketinget, men langt de fleste ting har vi selv ansvaret for at løse i Inatsisartut og i kommunerne.

Jeg skal opfordre alle vælgere til at bruge deres stemme, og vil i al beskedenhed håbe på, at I stemmer på en af os fra Demokraatit. Vi er klar til at knokle for Grønlands interesser og til at være Grønlands stærke stemme i Folketinget.


For interview eller yderligere oplysninger kan jeg kontaktes på 23 98 23.

Mvh.
Steen Lynge
Folketingskandiidat for Demokraterne